Man må forundres og glædes, når blikket møder Peter Juuls værker. I et afklaret formsprog, der skaber et harmonisk og farvemættet univers, lægger Peter Juul gåder ud til beskueren. Hans værker påtvinger os ikke et budskab eller en bestemt fortælling, de åbner sig for vores egne historier - og pirrer os med deres åbenhed for fortolkning.

I hans maleri møder man ofte forunderlige grafiske figurerer, som er reduceret til et minimum af genkendelighed. De er vendt mod os og holder vores blik fast. Og de tvinger os til nærvær i det rum, som de åbner ud mod beskueren. Men hvad vil de os, disse tilsyneladende tavse gestalter?

At svaret på ovenstående spørgsmål ikke er entydigt understreges af formsproget. Billederne balancerer mellem store rensede farvefelter og grafiske indridsninger - skrøbelige som figurerer tegnet i sand.

Malerierne vibrerer mellem fravær og nærhed; mellem uendelighed og lærredets overflade. De store farveflader fremstår som rum vi selv må fylde ud med betydning. Er det himlen eller en mur, vi er blevet placeret foran? Det er legende spørgsmål, men stemningen i billederne er ofte tyst, næsten alvorlig. En venten og en stilhed trænger sig på i disse malerier, hvis horisonter ofte ligger knugende højt eller helt er forsvundet.

Der er imidlertid ikke taget stilling til hvem eller hvor, tid eller sted, så for at besvare maleriernes gåder må man flytte dem til sin egen virkelighed. Dermed bliver malerierne endnu mere vedkommende, de forandrer sig med vores egen forandring - og skifter temperatur med vores sindsstemninger. Fraværet af entydige svar bliver nærværende i vores møde med disse malerier - men Peter Juuls værker fastholder bestandigt muligheden for en afrundet æstetisk oplevelse.

Inge Lise Mogensen, Kunsthistoriker.